onsdag den 13. oktober 2010

Kan en dag gå i fisk?

Mandag blev ikke helt som den var planlagt. Vi havde arrangeret en "tak fordi I har passet vores have" -middag, med Peter & Ulla og Anna & Børge. De har passet vores have så fint, mens vi har været på bølgen blå, og det vil vi selvfølgelig gerne takke for. Mandag morgen ringede Ulla og fortalte at Peter var blevet syg og at middagen desværre måtte aflyses. Han havde, om søndagen, sat net ud for fisk, og dem måtte vi nu gerne hente. Niels hentede nettene ind og der var en lille fangst. Lærke synes det er skønt at fange fisk, og hun følger altid med fra første række. Lige fra de tages ud af nettet og til hovedet skæres af.

Om eftermiddagen kørte Lærke og jeg til gymnastik. Vi havde fået at vide at det startede klokken 17, men da vi ankom var de allerede i gang. Det var kl.16.30 i stedet, men hun nåede at være med i en halv time, og hun glæder sig rigtig meget til næste gang. Det er et hold forbørn mellem 4 og 6 år, men der er nogle stykker på 3 år også. De slog koldbøtter, rullede, hoppede, løb og sang, og det var skønt at se min lille pige rende rundt mellem en masse børn og hygge sig.

Om aftenen stegte vi friskfangede fiskefiletter på panden og Lærke spiste hele 2. Hun elsker det :)
Det blev en hyggelig dag, selvom den blev lidt anderledes end den skulle have været, og middagen har de tilgode til en anden dag selvfølgelig.

I går, tirsdag, var jeg inde på Herlev hospital, for at tale med en læge om mine smerter efter operationen, samt de "gamle" smerter, som stadig også er der. han sagde at smerterne efter operationen absolut ikke burde være der, så nu skal jeg hele møllen igennem. MR-scanning, Renografi og ultralydsscanning. Jeg er rigtig glad for at jeg nu bliver undersøgt grundigt.

I dag kommer Jørgen, Amanda og Bertram og spiser med. Amanda og Lærke leger så fint sammen. Lærke er forresten blevet skrevet op til børnehave, og vi håber at der snart er en plads. Hun kommer nok til at gå i den samme børnehave som Amanda.

Ha' en skøn dag :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar